Digitale medier

Fede funktioner i appen Biblioteket

Du kan blandt andet være logget ind med flere brugere, tilføje påmindelser til din kalender og meget mere

Af Kirstine Dalsgaard Larsen

Der er en række funktioner i appen Biblioteket, som du bør kende, for de er altså rigtig smarte:
 

Flerbruger – også på tværs af kommuner

Den nye funktion "flerbruger" giver mulighed for at være logget ind med flere brugerkonti på samme tid.

Du kan tilføje flere brugere, se en oversigt over brugerne og nemt skifte mellem dem uden først at skulle logge ud og ind igen. 

Nu kan du altså nemt holde øje med for eksempel dine børns lån. Eller du kan holde øje med dine lån på tværs af forskellige kommuners biblioteker, hvis du er bruger flere steder.

Sådan gør du:

⇒ Log ind og klik på "Min side"

⇒ Klik på dit navn i toppen

⇒ Vælg "Tilføj endnu en bruger"

⇒ Vælg kommune og log ind med den nye brugers oplysninger

Sæt reserveringer på pause

Nu kan du sætte dine reserveringer på pause i appen. Det kan for eksempel være, du skal ud at rejse og ikke vil risikere, at bøgerne kommer hjem til dig, mens du er væk og ikke kan hente dem.
Det kan også være, du bare kan se, at du har lidt mange bøger, du skal have læst, inden du har tid til det, du har reserveret.

Du vælger selv, hvor længe du vil sætte på pause. Og du beholder selvfølgelig din plads i køen imens.

Sådan gør du:

Gå ind på dine reserveringer

⇒ Klik på de tre prikker i toppen

⇒ Vælg "Sæt reserveringer på pause"

⇒ Vælg perioden i kalenderen

Besked om fortsat interesse

Du modtager besked i appen, hvis du har ventet længe på et materiale, og det måske snart er ved at være din tur i reservationskøen.

I beskeden spørger vi dig, om du fortsat er interesseret. Svarer du ikke, beholder du bare din plads i køen. Men du kan også vælge at slette din reservering, hvis du ikke længere er interesseret, så materialet kan gå videre til den næste i køen.

På den måde kan vi hjælpe hinanden med at få bøger og andre materialer lidt hurtigere frem til de interesserede.


Tilføj påmindelser til din kalender

Husk din afhentningsfrist

Når du næste gang får besked om, at en reservering er klar til afhentning, har du mulighed for at tilføje afhentningsfristen til kalenderen på din mobil.

Du klikker simpelthen bare på "Send til kalender" under din reservering.

Husk din afleveringsfrist.

Du kan også tilføje en afleveringsfrist til din kalender på mobilen.

Bare gå ind på det lånte materiale i appen og klik "Send til kalender".