Intro til programmering // hack-a-bot

Prøv kræfter med programmering og robotteknologi

Computere og teknologi er en del af elevernes hverdag, men de færreste forstår egentlig, hvad der foregår inde bag skærmen. Denne workshop giver eleverne mulighed for selv at prøve kræfter med teknologien og derigennem danne sig en forståelse for den. 

Eleverne introduceres til basal programmering og algoritmer gennem hands-on programmering af input og output i en simpel robot. Det giver dem et indblik i programmering og en forståelse for, at der bag al digital teknologi er en kode programmeret af et menneske. 

Eleverne får samtidig et indblik i, hvad robotteknologi egentlig er, hvor vi møder den til daglig og mulighed for (i grupper) selv at designe og kode robottens "personlighed" og funktionalitet.  
Robotten styres gennem en Arduino (en micro-controller/”mini-computer”), som programmeres i Arduinos eget, simple programmeringssprog, der er særdeles velegnet til begyndere. 
 

Forløbets mål

⇢ Eleverne prøver kræfter med programmering og algoritmer

⇢ Eleverne opnår en bevidsthed om, hvad der ligger bag digitale teknologier

⇢ Eleverne forstår, at al teknologi er programmeret af mennesker

⇢ Eleverne opnår forståelse for, hvad robotteknologi er, og hvordan robotter er opbygget

⇢ Eleverne opnår indblik i de mange design- og anvendelsesmuligheder, der kan opnås med det samme simple set-up
 

Klassetrin

7.-10. klasse
 

Fag 

Relevant i for eksempel matematik, samfundsfag, engelsk, fysik/kemi og håndværk og design
 

Tid

Forløbet varer cirka to timer.

Forløbet egner sig også som et længere forløb af enten to gange to timer eller fire timer, hvor eleverne i højere grad selv vil kunne designe og være kreative.
 

Hvornår 

Fra uge 8 til uge 25 2025, på Herlev Bibliotek eller Biblioteket Kilden. 
 

Booking

Book ved at sende en mail til skoler@herlevbibliotek.dk 
 

Forberedelse

I kan låne computere på biblioteket. 

Bruger I PC, Linux eller MAC, kan I medbringe egne computere. Her skal programmet Arduino installeres direkte på computeren. Arduino kan hentes her. 

Eleverne skal desuden benytte egne mobiltelefoner (mobiltelefoner er kun nødvendige for at logge på nettet).