"Den vilde uhæmmede natur er for længst historie"

”Naturen findes ikke længere. Den vilde, af mennesker uberørte, utæmmede natur er for længst historie.”

En af de absolut bedste kunstudstillinger, jeg så i 2023, kan du stadig opleve helt indtil august – og det kan jeg virkelig anbefale.

Du skal en tur på Glyptoteket og se udstillingen "Efter naturen" der er kurateret af forfatteren Josefine Klougart. Hun har været i Glyptotekets skatkammer og fundet malerier og skulpturer, der skildrer naturen, som den var før industrialisering og den medfølgende klimakrise.

Til udstillingen har hun skrevet essays, der både kan læses på væggene ved siden af værkerne og i en bog med samme titel. Her reflekterer hun over menneskets forhold til naturen, om erindring og natur og om sit eget forhold til det udenfor. 
 

Heste, mandeltræer...

Udstillingen er inddelt i syv kapitler, og hvis man kender Klougart, er det helt oplagt, at der er et kapitel og et rum i udstillingen dedikeret til heste. Heste spiller en central figur i næsten alle Klougarts romaner, lige fra debuten "Stigninger og fald" fra 2010, hvor hovedpersonen får sin første hest, Molly.

På Glyptoteket kan man i udstillingen derfor blandt andet opleve Edgar Degas' berømte bronzeheste, der springer, galopperer og pruster. Det er studier af hestes bevægelser, efter timevis tilbragt i stalden og på væddeløbsbanen, og Klougart beskriver hestene som en slags passage-figurer, der vandrer mellem et ydre rum, naturen, virkeligheden, videre ind på værkstedet og ud i værkerne, som vi ser dem i dag. 
 

...og sovende kvinder

Der er også et kapitel i Klogarts værk og udstillingen om stillleben, for eksempel Gustave Couberts maleri "Nature morte" af en skål med rådnende frugt. Og der er rum med landskabsbilleder af store malere som Vincent van Gogh og Paul Gauguin, og man kan blandt andet også opleve Henri-Edmond Cross' vidunderlige maleri af et hus med med hvide pletter overalt i forhaven; et blomstrende mandeltræ. 

Mit eget yndlingsrum var nok det med skulpturer og malerier af sovende og hvilende kvinder. Her skriver Klougart noget, der særligt greb mig, om forbindelsen mellem kvinder og natur i billedkunst:

"Naturen og kvinden har historisk set mere eller mindre lidt samme skæbne i både samfundet og i kunsten, nemlig dén i samfundet at være underordnet og udgrænset og samtidig i kunsten være besunget og dyrket som (skønt) motiv."

Udstillingen er åben indtil august, og du kan låne Josefine Klougarts tilhørende essays på biblioteket. God fornøjelse!