Kort og godt om komponisten Gershwin
En populær musiker, hvis værker er blevet udødeliggjort
Af Marit Skovbakke Juhl
George Gershwin (1898-1937) er en af de mest indflydelsesrige amerikanske komponister fra det 20. århundrede. Han er blandt andet kendt for at blande genrer og stilarter – klassisk, jazz, blues og underholdning – for musicals, opera og tidshotte melodier. Og for én klaverkoncert.
Fra et hjem med klaver
Gershwins forældre var russiske migranter, der bosatte sig i New York i starten af 1890’erne. De opdrog deres børn med musik, men for drengene Ira og George blev interessen ekstraordinær.
George begyndte sin karriere som 15-årig med at spille inspirerende klavermusik i en musikforretning. Herpå gik det kun én vej – opad af successtigen. Men han var ikke alene. Broderen Ira havde stor betydning for tilblivelsen af Georges musik, som han ofte skrev tekster til.
En stor succes
I 1924 deltog George Gershwin i en klaverkonkurrence med det verdenskendte klaverværk ”Rhapsody in blue”. To år senere komponerede han en opfølgning – der ofte bare bliver omtalt som ”Concerto in F”.
Koncerten er stilistisk traditionel med tre satser, men genremæssigt befinder vi os i en smeltedigel mellem klassisk avantgarde og jazz. Et forrygende værk, helt unikt og meget tidstypisk for perioden.
Populær musik
Udover de nævnte klaverværker har Gershwin skrevet musik til en lang række ørehængere:
"Summertime", "The man I love", "It ain’t necessarily so", "Lullaby" for bare at nævne nogle stykker.
Hans opera "Porgy and Bess" blev i 1943 opsat på Det Kongelige Teater som det første sted i Europa.
Et sidste farvel
George Gershwin døde allerede som 38-årig af en hjernetumor. Broderen Ira skrev teksten til sangen ”Our love is here to stay” på vej hjem fra Georges begravelse.
En genial komponist gik bort, men musikken lever i den grad videre. Og du kan opleve den her på biblioteket.
Gershwin i klassisk lytteklub på Herlev Bibliotek
Den 11. februar klokken 19.00 er der igen klassisk lytteklub på Herlev Bibliotek. Og aftenens tema er "Gershwins klaverkoncert i F-dur".
Har du lyst til at høre mere om komponist og værk, så duk op – men husk billet.
Alle er velkomne uanset kendskab til klassisk musik eller ej.