Slægtsforskning for børn
”Der var engang, da jeg var lille …” – sådan begynder mange forældre og bedsteforældre deres spændende historie om deres barndom og liv.
Af Gitte Bergendorff Høstbo
Disse historier fortæller dig om din egen families fortid og er et helt personligt stykke Danmarkshistorie.
Som barn er det en god ide at lytte til disse historier - for en dag vil du huske dem og selv fortælle dem videre til dine børn og børnebørn.
Få dine forældre eller bedsteforældre til at fortælle, hvad de kan huske om deres forældre og bedsteforældre. De kan måske huske, hvad de hed og hvor de boede.
Kig sammen med forældre og bedsteforældre i de gamle fotoalbum og se, hvad billederne kan fortælle.
Det lille slægtstræ, som du finder allernederst i denne artikel, kan du printe ud eller tegne af. Her kan du skrive dig selv, dine forældre osv. på.
Hvis du kender årstal for, hvornår de er født og hvor de er født, så skriv også dette.
Du vil få brug for den viden senere, hvis du med dine forældre eller bedsteforældre vil gå ind i kirkebøgerne på nettet. I kirkebøgerne kan du se, hvornår personer er født, døbt, hvem der var deres forældre og hvem der var faddere.
Kreativ leg med din slægt
Der findes masser af sjove ideer til, hvordan man kan være kreativ med sin slægt.
Print for eksempel et familiefoto ud og lav dit eget puslespil ud af det.
Eller har du nogensinde spillet hvem er hvem? Hvad med at lave dit eget spil? Hvis du finder små billeder af ansigterne på nogle af dine familiemedlemmer, så kan du erstatte personer i spillet med personer fra din familie.
Du kan også tegne et træ på væggen (men husk lige at få lov af mor og far inden) og så sætte navne og billeder på. Alternativt kan i købe en rulle hvid papirdug, som egner sig ganske godt til at tegne kæmpe store stamtræer på!
Rigtig god fornøjelse
Stamtræ og anetavle til print
Du kan printe både det lille stamtræ og den lidt større anetavle ud eller du kan blot tegne af.