Lyt til nyt – maj 2024
Musikbibliotekar Marit Skovbakke Juhl anbefaler et udvalg af nyindkøbt musik, som vi tilbyder enten på cd, vinyl eller digitalt
Af Marit Skovbakke Juhl
I maj måned præsenterer Marit musik fra fjerne egne og på andre sprog end dansk og engelsk
Klingra: ”- eftir”
Jeg forstår ikke det færøske sprog, men hold op hvor lyder det bare smukt på denne cd. Som et sprogligt og musisk digt, man ikke kan greje men bare lader gå ind i kroppen som en velbehagelighed.
Musikken tryllebinder og kan opfattes som en cyklisk historiefortælling. Stilen kan karakteriseres som blød, elektronisk rock med tilnærmelser til ambient- og indiegenren.
For dig der nyder nordisk musik.
”Kimitachi wa dô ikiru ka”
På dansk = ”Drengen og hejren”. Her er soundtracket til den meget roste japanske animationsfilm fra 2024 om en drengs sorgfulde rejse med fantasien som ledsagende holdepunkt.
Jeg har endnu ikke set filmen, men musikken er i sig selv meget fortællende og udtryksfuld. Komponisten er japanske Joe Hisaishi, der har valgt en instrumentbesætning bestående af soloklaver og orkester, og med en tydelig fornemmelse af en scenisk relation.
Til dig der holder af filmmusik.
Lina: ”Fado Camões”
Fado er en portugisisk musikform, som de fleste der har rejst i Portugal, har stiftet bekendtskab med.
Og selvfølgelig er der forskel på at lytte til musikken over et glas kølig hvidvin på ferien i syden og en dansk hverdag med kaffe på kanden. Men Lina har en god stemme og gør det godt. Samtidig eksperimenterer hun med et elektronisk lydbillede, der fornyer den melankolske folkemusiske længsel, der ligger i musikken.
For lyttere af etnisk musik.