Vi anbefaler for voksne

En sfærisk oplevelse i musikken

En milepæl da astrologi, videnskab og menneskelige livsfaser smeltede sammen i musikken

Af Marit Skovbakke Juhl

Gustav Holst (1874-1934) var en anerkendt britisk komponist i sin samtid. Eftertiden husker ham stort set kun for ét værk, ”Planeterne”, der til gengæld er et af den britiske musiks mest populære klassiske værker.
 

Planeterne

Inspireret af planeternes astrologiske betydning skabte Holst et orkesterværk, hvor hver planet fik sin egen karakter og udtryk.

Syv planeter, eller satser, blev det til – idet den ottende planet, Pluto, først blev opdaget efter værkets tilblivelse. Holst skrev ”Planeterne” i 1914-16 og fik det uropført i 1918.
 

Mars

Orkesterværket indledes med satsen Mars, der truende, gold og kampberedt kommer 1. Verdenskrig i møde – eller signalerer en voldsom fødsel.

Venus

– er Mars’ modsætning. Her er fred, ro og forløsning efter kampen. Venus er en varm planet.

Merkur

– signalerer fantasi, lethed og opblomstring – som et barn i udvikling. 

Jupiter

– bringer fest og livsglæde, som i ungdommen; den mest kendte og mest elskede af Holts planete, og den sats, som oftest bliver spillet og fortolket. 

Saturn

– beskriver alderdommen. Livet passerer med alt sit indhold; humor, glæde, sorg, smerte, fred og lykke.

Uranus

– signalerer det konfuse og tvivlende sind.

Neptun

Slutter cyklussen med tanker på en kalejdoskopisk, mytisk sjælekur.

Lytteklub med "Planterne"

Onsdag den 2. april er der klassisk lytteklub på Herlev Bibliotek. Her skal vi igennem Holsts ”Planterne” og lytte, tolke og nyde musikken og de mange fortællinger den byder på. 

Bibliotekar Marit Skovbakke Juhl står for arrangementet, hvor alle kan deltage, også uden forkundskaber til klassisk musik.