Vi anbefaler for voksne

LGBTQIA ... a' hvaffor noget?

Hvad er det nu lige, bogstaverne står for?

Af Kirstine Dalsgaard Larsen

Tags

pride queer

Festligheder under Pride Week handler om at hylde og fejre mangfoldigheden af køn og seksualiteter. Men Pride handler også om at markere, at der stadig er meget at kæmpe for. 

Og så er Pride en anledning til at sætte fokus på mennesker under LGBTQIA+-paraplyen, der ofte er underrepræsenteret i litteratur, film, kunst og medier.

Så det gør vi også her på biblioteket! Men hvad er det nu lige, alle de bogstaver står for?
 

LGBTQIA+

De fleste kender til LGBT+, som også er navnet på den største danske interesseorganisation på området. Men de senere år er bogstavrækken blevet udvidet, når man taler om minoriteter inden for køn og seksualiteter:

  • L = Lesbian, kvindelige homoseksuelle
  • G = Gay, mandlige homoseksuelle 
  • B = Bisexual, biseksuelle, der tiltrækkes af både eget og andre køn
  • T = Transgender, transkøn. Personer, der ikke er det køn, de blev tildelt ved fødslen
  • Q = Queer, en bred betegnelse, der bruges af personer, der ikke passer ind i de traditionelle kønskasser. Nogle definerer sig som akønnede eller nonbinære, altså uden køn
  • I = Intersex, interkøn. Personer, der biologisk ikke er entydigt mænd eller kvinder og nogle gange har tvetydige kønsdele og/eller kønskromosomer 
  • A = Asexual, aseksualitet. Personer, der ikke tiltrækkes seksuelt af andre mennesker
  • +'et er med for at signalere, at listen ikke er udtømmende, og at paraplyen favner bredere end de allerede nævnte minoriteter

På biblioteket kan du finde film, skønlitteratur og fagbøger til både børn og voksne, der er skrevet af eller handler om LGBTQIA+-personer – ofte bare omtalt som queer-personer.

Prøv at søge her på vores hjemmeside på ord som queer, LGBT, homoseksuel eller transkøn. Du kan også søge på bibliotek.dk, hvis du vil se, hvad andre biblioteker har og bestille det.

Og ellers er du altid velkommen til at spørge os om hjælp på biblioteket.