Vi anbefaler for voksne

For enden af regnbuen venter stor litteratur

Vi anbefaler fantastiske bøger med queer perspektiver

Af Olivia Nedergaard

Den 10.-18. august er der Copenhagen Pride, og selve den store, festlige Pride-parade finder sted lørdag den 17. august i København.

Pride-ugen handler om at sætte fokus på LGBTQIA+ og på at fremme forskellighed og mangfoldighed.

I den anledning har vi udvalgt en række bøger, der på mange forskellige måder fortæller historier fra queer-liv- og perspektiver. Anbefalingerne er også samlet i en udstilling lige ved indgangen på hovedbiblioteket.
 

Fra Skive til Nuuk – og hele verden rundt

Det er romaner og digte fra både Danmark og resten af verden, der fortæller fantastiske livshistorier – lige fra hverdagslivet uden for Skive som i Thomas Korsgaards trilogi om drengen Tue, der begynder med romanen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, til en ung, lesbisk kvindes voldsomme historie fra ungdomslivet i Nuuk, som det bliver fortalt i Niviaq Korneliussens roman ”Blomsterdalen”, der i øvrigt indbragte hende Nordisk Råds Litteraturpris i 2021.

Alle vores anbefalinger har det til fælles, at de drejer sig om queer-personer, altså personer som for eksempel er enten homoseksuelle, aseksuelle eller transkønnede. 
Men det betyder ikke, at de kun handler om den erfaring. Bøgerne handler, ligesom alle mulige andre bøger, om mange aspekter ved livet, kærlighed, venskab, samfundsforhold og så videre.

Derfor er de absolut værd at læse for alle, der vil have en god læseoplevelse! Og som måske vil have udvidet deres horisont.
 

To særligt udvalgte

Vores formidlere Olivia Nedergaard og Mads Joakim Skovgaard Holm vil særligt fremhæve to queer-romaner, du skal læse:
 

Olivia anbefaler:

Vi befinder os i året 1913. Maleren Kristian Zahrtmann har rundet 70 år og er ved at færdiggøre sit maleri af Adam i Edens Have. Han har succes, men kan alligevel ikke finde sig til rette i sit liv. Han har længe måtte undertrykke sin homoseksualitet og kan i hvert fald ikke vise den offentligt, da det er ulovligt på det her tidspunkt i Danmark.

Det historiske stof er spændende, og der ligger et enormt researcharbejde bag, men det, der gør romanen helt fantastisk, er Rakel Haslund-Gjerrilds sprog. Det er smukt, beskrivende og sanseligt – og lige så malerisk som Zahrtmanns billeder, der her bliver beskrevet:

»Paradisets lianlinjer og palmestreger, fletværk om hans ben, figentræets store skyggeblade, liljerne væskespændte som nydannede sårskaller«.

En roman som alle, der vil lære mere om en interessant, historisk person og periode, og som ikke mindst holder af imponerende smukt sprog, bør læse!

Mads Joakim anbefaler:

Forestil dig, du sidder i en ramponeret om end blød sofa. Inden for armslængde er en halvlunken øl og en filterløs cigaret. Ved siden af dig sidder Eileen Myles. Hun tager et hvæs, og det hun siger, er denne bog:

”Chelsea girls” er en selvbiografisk roman fra 90’erne skrevet op gennem 80’erne, som åben lesbisk. Hér får man livet råt for usødet. Fra Myles’ katolske opvækst med en fordrukken far til en flosset tilværelse i New York. Fortalt som en række mindre historier, er værket en serie af nedslag i kærlighed, afprøvende seksualitet, stoffer, Woodstock, overgreb og meget mere.

Sproget er dog den bærende kraft hér, særligt den allestedsnærværende humor, der er lige så frimodig, som den er afslørende og forskrækkende. Overlegent tøjler det lette, abrupte sprog den noget balstyriske handling. Resultatet er dybt charmerende og til tider ubehageligt, men man stopper ikke, for det ville føles som at vende en god ven ryggen, der sidder der og deler ud af sit liv.

”Jeg lavede en virkelig flot hvid på sort-invitation. Jeg sendte den til betydningsfulde folk. Festen blev mest bare offentliggjort mund til mund. Jeg købte noget kokain. Jeg var en meget udslidt person. Glamourøs, men udslidt. En slags øldrikker, egentlig. Den slags person som altid har slankepiller i sine falmede jeanslommer.”

Absurd medrivende.

Queer læsekreds i efteråret

Vi starter en ny queer læsekreds op! Her skal vi netop læse og tale om bøger med queer perspektiver. 

Første møde er den 12. september klokken 17.00-18.00. Her aftaler vi kommende mødegange og vender idéer til bøger, vi skal læse.

Er du interesseret, så send en mail til Kirstine Dalsgaard Larsen: kidl@herlevbibliotek.dk