Vi anbefaler for voksne

Strik som en mand

Savner du inspiration til nye strikkeprojekter? Find den hos mændene

Af Gitte Bergendorff Høstbo

Tags

håndarbejde strik

Vi er nu i de kolde vintermåneder. Verden ser stadig underlig ud, men der er lys for enden af tunnelen. Og der er én ting, vi stadig holder fast i: at strikke.
 

Ikke et kvindefag

Gennem mange århundrede har strikning været et kvindefag. Tror man. Men det er ikke helt rigtigt. 

I 1400-1600-tallet var strikning et håndværk hovedsageligt for mænd. Især på landet i de mørke vinteraftener, hvor der ikke var såning eller høst, kunne man finde mænd sidde og strikke.

Efterhånden strikkede både unge som gamle, mænd og kvinder i fællesskab. For os, der kan huske 70’erne, var hønsestrik det hotteste, og her var mændene rigtig godt med.

En ung mand strikkede sågar sin kones brudenederdel, som vi for nogle år siden viste frem her på Herlev Bibliotek i en udstilling om netop hønsestrik.
 

Populære, norske gutter

Mine favorit-strikkebøger er af Arne og Carlos. Arne og Carlos er to norske gutter, der bor langt oppe i Norge i en fjeldhytte, hvor de sidder og finder på sjove strikkeidéer hele året rundt.

De har lavet strikkebøger, hvor du kan strikke blandt andet fugle, sommertæpper, dukker og julekugler som nu er aktuelle igen.

Ind i mellem – når der ikke er corona-restriktioner – kan du finde Arne og Carlos på de store bogmesser, hvor de sidder, strikker og fortæller.
Jeg var så heldig at møde dem ved sidste års BogForum i København. Jeg forsøgte at få dem til at fortælle mig, hvad deres næste bog skulle handle om, men de var tavse som graven. Nok fordi de var bange for at tabe masken...

Savner du for resten en mand? Så kan du også strikke sådan en.

Du kan reservere strikkebøgerne nedenfor.

Rigtig god fornøjelse!