Baseret på en bog

"Toves værelse" – læs bogen og se filmen

Filmen "Toves værelse" om Tove Ditlevsen havde premiere i 2023

Af Nanna Damsgaard-Larsen

Skal du i biffen og se "Toves værelse" med Paprika Steen i hovedrollen som Tove Ditlevsen? Så gør dig selv den tjeneste at læse romanen, der har inspireret til filmen, nemlig "Vilhelms værelse" fra 1975.

Filmen "Toves værelse" er dels baseret på romanen, men også på virkelige hændelser omkring Tove Ditlevsen og hendes tredje og sidste mand, Victor Andreasen, der var chefredaktør på Ekstra Bladet. De to havde et meget stormomsust ægteskab, der var præget af magtspil, manipulation, utroskab og psykisk sygdom. 

"Vilhelms værelse" handler om et ægteskab mellem en Lise Mundus og Vilhelm Mogensen. Ved romanens begyndelse er ægtemanden flyttet hen til sin elskerinde, men hans værelse er der stadig, og det bliver Lises opgave at udfylde dette tomme rum. Romanen er samtidig et forsøg på at afmontere forestillingen om en stabil identitet. Historien er fortalt af et jeg, der beretter om Lise i tredje person, men som altså samtidig er Lise.