Vi anbefaler for voksne

Grønland, Danmark ... og USA?

Hvordan er forholdet mellem Danmark og Grønland i dag, hvor Trump vil have fingrene i det nordligste land i vores rigsfællesskab?

Af Olivia Nørgaard Nedergaard

For øjeblikket bliver der talt virkelig meget om Grønland – eller Kalaallit Nunaat, som Grønland hedder på grønlandsk. Både medierne herhjemme og i hele verden er optaget af det kæmpe land i nord. 

Verdens største ø er nemlig blevet en del af et storpolitisk spil, hvor USAs præsident Donald Trump har ytret ønske om at købe Grønland og truet med både økonomiske og muligvis militære sanktioner mod Danmark, hvis han ikke får sin vilje. 

Men kan Danmark overhovedet sælge Grønland? Hvordan er forholdet mellem vores to lande egentlig helt præcis defineret? Og hvordan har det set ud gennem historien?
 

Spiraler med tvang og børn under genopdragelse

Det kan være svært at holde styr på begreber som selvstyre, selvstændighed og rigsfællesskab, men man kan ikke komme uden om, at Danmark har været og fortsat er en slags kolonimagt. I den forbindelse bliver der også ved at komme historier frem om uretfærdigheder og overgreb. 

Måske har du hørt om den såkaldte spiralsag, som handler om tusindvis af grønlandske piger og kvinder, der fik lagt spiral op uden informeret samtykke – nogle gange også uden de vidste det. DRs program Genstart har lavet en god udsendelse om det.

Og i bogen "Imperiets børn" fortæller Anne Kirstine Hermann historien om de mange grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1950'erne, fordi regeringen i København ønskede, at de skulle blive "mere danske". 

Læs dig ind på vores kolonihistorie

Der er mange mørke kapitler i historien om forholdet mellem Grønland og Danmark, som i disse år for alvor kommer frem. 

Vi har samlet et lille udvalg af bøger til at blive klogere på forholdet mellem de to lande.