Mandagssalon – anbefalinger i februar
Så er vi klar med bøger fra årets første mandagssalon! Olivia og Marit anbefaler en lang række superspændende, vedkommende og velskrevne bøger. God læselyst
Af Marit Skovbakke Juhl
Johanna Fris: ”Haralds mor”
Nervepirrende og intens roman om et hadsk forhold mellem en svigermor og svigerdatter, der pludselig er fanget sammen i en lille nordsvensk lufthavn.
Et slags dramatisk kammerspil med spændende tematikker om relationer – for hvornår man egentlig er en del af en familie?
Niels Fredrik Dahl: ”Fars ryg”
Kan ensomhed gå i arv? En søn forsøger at fortælle om sin fars opvækst i Alexandria og Oslo i skyggen af dennes dominerende og tyranniske far, kaldet Dommeren. En elsket men underdanig og fjern mor gør tilsyneladende ikke barndommen lettere.
En hjerteskærende og skæbnesvanger historie. Romanen modtog Nordisk Råds litteraturpris i 2024.
Beatrice Salvioni: ”Krapyl”
Meget fin, historisk debutroman. Vi er i byen Monza, tæt ved Milano, i 1936. Italien er præget af økonomisk krise, kolonikrig og fascisme. Romanen følger to meget forskellige pigers venskab, mens Mussolini strammer sit greb om Italien.
En historie om et venskab, der på alle måder udvikler sig på trods. Kan godt minde om de populære ”Napoli-romaner” af Elena Ferrante.
Daniel Kehlmann: ”Lysspil”
En rammefortælling om filminstruktøren G.W. Pabst og hans kunstneriske virke før og under nazismen – og spørgsmålet om, hvorvidt en propagandafilm med frontsoldater og KZ-fanger som statister forsvandt eller blev en realitet?
En roman om kunst og den manglende mulighed og frihed til at skabe det, man vil, under stramme politiske forhold.
Liv Duvå: ”Ned fra himlen”
Anmelderrost og prisnomineret Vestegnsroman! Den unge mor Maria forlader sin kæreste og tager tilbage til Brøndby Strand, hvor hun er vokset op. Hun er usikker, har svært ved at finde fodfæste som mor, og forholdet til barnets far, der kommer fra en helt anden baggrund, er meget anstrengt. Højhusene i Brøndby Strand viser sig samtidig at være fulde af kemisk gift.
En rørende roman om omsorg, klasse og moderskab.
Adania Shibli: ”En mindre detalje”
En fortælling i to dele, der spejler hinanden. I nutiden læser en ung kvinde om et mord, der blev begået i 1949 i Negev-ørkenen, Israel. Hun forsøger at finde ud af, hvad der egentlig skete. Bogens første del fortæller om selve hændelsesforløbet.
En reflekteret og velskrevet lille roman.
Lucia Odoom: “Cosmos”
Cosmos er kommet til Europa fra Ghana, nu samler han flasker i København. Han skriver WhatsApp-beskeder hjem til sin familie om sit liv i Danmark og de drømme, han har for fremtiden. En dag møder han Elizabeth og en historie om kærlighed og ulighed begynder.
Sine Plambech: ”Global sex”
I ”Global sex – hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme” skriver antropolog Sine Plambech om sit arbejde med at følge migranter og sexarbejdere.
Fire kvinders kraftfulde og intime historier væves sammen til en større fortælling om globale strukturer, migration og køn – mens Sine Plambech også deler ud af sig selv.
Salman Rushdie: ”Kniv”
Biografi med undertitlen "Betragtninger efter et mordforsøg". Den kendte forfatter fortæller skånselsløst om refleksioner og konkrete detaljer under og efter det voldsomme knivoverfald i 2022, der var tæt på at koste ham livet.
En bog om ytringsfrihed og viljen til at ville leve og forstå hvorfor!
Jens Christian Grøndahl: ”Noget tabt i mørket”
En midaldrende kvinde tager sit liv og karriere op til refleksion og vælger at handle derefter, inden det er for sent i forholdet til mand, datter, barnebarn og relationer i øvrigt.
En vedkommende fortælling om handling og håb.
Sissel-Jo Gazan: ”I en dråbe”
Da Mias mor forsvinder og senere findes dræbt, vender det op og ned på den sårbare families liv. Har drabet betydning i forhold til det, at Mia er adopteret? Som voksen, og nu uddannet ved politiet, forsøger den mærkede datter at finde frem til sandheden.
Meget mere end en krimi.
Pia Tafdrup: ”Hjertet i zenit”
Portræt af en mor, hvis liv blev levet ud fra vilkår, som skæbnen tilskrev hende.
En smuk lyrisk digtsamling om kærligheden til en afdød mor.