Romaner fra tidligere kolonier
Lev dig ind i kolonihistorien med skønlitteratur
Af Olivia Nørgaard Nedergaard
Der har lige været valg i Grønland – et meget vigtigt valg for grønlænderne og et valg, som hele verden pludselig interesserede sig for. Grønland, som tidligere dansk koloni og stadig underlagt Rigsfællesskabet, er virkelig kommet på verdenskortet.
I øjeblikket sender DR også serien ”Slave af Danmark”, der handler om Danmarks deltagelse i den transatlantiske slavehandel, hvor mennesker fra Vestafrika blev fragtet til Caribien, blandt andet til de danske kolonier St. Croix, St. Thomas og St. Jan for at arbejde i sukkerplantager.
I det hele taget er der i Danmark, og mange andre steder i verden, ved at komme et større fokus på tidligere og nuværende kolonimagters magt og forbrydelser og ikke mindst på tidligere koloniserede lande.
Her kan skønlitteraturen også bruges som indgangsvinkel til at blive klogere. Derfor anbefaler vi her en række romaner fra koloniserede lande. Her er romaner fra Pakistan over Nigeria til Indien og Grønland, der netop giver en stemme til mennesker og kulturer, der i århundreder er blevet marginaliseret og undertrykt.