Vi anbefaler for voksne

Poesi fra svømmehallen

Hvad læste vi højt i svømmehallen om hav, regn og skovsøer?

Af Nanna Damsgaard-Larsen

Tags

anbefalinger litteratur poesi

To aftener har vi samarbejdet med Hjortespringbadet om nogle særlige arrangementer i deres varmtvandsbassin. Cellisten Rosanna Lorenzen improviserede på sin cello, mens jeg læste op af en nøje udvalgt bunke digte, der alle handlede om havet, regn, skovsøer og andre former for vand. Deltagerne ønskede en liste over digtene, og den kommer her. 

Hvad blev der læst?

Jeg læste først op fra Tomas Tranströmers samlede digte og fra Edith Södergrans samlede digte. De skriver begge mange digte med både havet og skoven som genkommende motiver. Om lys og mørke. Jeg sluttede af med Södergrans digt "Skum" om, at livet er som champagne. 

Så læste jeg fra begyndelsen af Peter-Clement Woetmanns "Bag bakkerne kysten", hvor jeg'et messer igen og igen: "Min krop er hvid hud blå øjne".

Derefter læste jeg fra norkse Ingvild Lothe "Havfruehjerte" om plastik, der ødelægger havene og dyrenes fordøjelse, om havfruetårer og barndomsminder på stranden.

Jeg læste også hele digtet "Crawl" fra Caspar Erics seneste digtsamling "Nye balancer" om at have en krop med handicap, der kan alt det, som andre kroppe også kan, når den er under vand.

Til sidst læste jeg digtet "Vesterhavet" fra en af mine yndlingsbøger, nemlig "Tilbage til unaturen" af Rasmus Nikolajsen.

Du kan reservere alle bøgerne herunder.

Lyt til cello

Rosanna, der spillede cello, optræder også under navnet Rosyán, tjek hendes musik ud på hendes Soundcloud.