100 danmarkshistorier

100 danmarkshistorier – Saxo

Måske lyder navnet Saxo bekendt. Men hvem var det nu, han var?

Af Gitte Bergendorff Høstbo

Bogen "Saxo" giver på bare 100 sider en grundig introduktion til historieskriveren Saxo og hans arbejde. ”Saxo” er skrevet af historiker og professor ved Centre for Medieval Litterature ved Syddansk Universitet Lars Boje Mortensen og er tolvte bind i serien "100danmarkshistorier".

På Herlev Bibliotek sætter vi i en række artikler under overskriften "Dyk ned i Danmarkshistorien" fokus på udvalgte bøger fra bogserien fra Aarhus Universitetsforlag. Der udkommer én bog hver måned, indtil de 100 bøger på hver 100 sider er på gaden – eller kan lånes på biblioteket.

Saxos danmarkshistorie kan virke fjern – men den er ikke længere væk, end at min egen slægtshistorie faktisk skriver sig lige ind i Saxos krøniker. Bare læs her:

 

Hvor lang var han egentlig?

Saxo levede cirka år 1160-1208, altså i højmiddelalderen. Hvad Saxo egentlig hed til efternavn, er der faktisk ingen der ved, men hans tilnavn var ”Saxo den Lange”, så det må antages, at han var temmelig høj. 

I Saxos tid var det almindeligt at man fik tilnavne som efternavn. For eksempel kender vi ”Vilhelm med de lange hvide fingre” (1135-1202) og ”Henrik den Gavmilde” (1127-1181), og navnene beskrev netop fysiske eller personlige karakteristika.

 

Fine forbindelser

Det siges, at Saxos far og farfar var krigere for Valdemar den Store, hvis slægt – Hvideslægten – dominerede magtspillet i Danmark dengang.

Og Valdemar den Store – konge af først Jylland og siden hele Danmark – var vokset op med ærkebiskoppen Absalon. Og hos Absalon hører vi første gang om Saxo. 

 

Husk at aflevere lånte bøger tilbage!

Det første spor af Saxo finder vi nemlig i Absalons testamente. Her får Saxo, der sandsynligvis var ansat som skriver for Absalon, eftergivet et lån. 
Og så står der også, at Saxo altså skal huske at aflevere to bøger, han havde lånt af Absalon, til Sorø Kloster ved Absalons død. Man skal nemlig altid huske at aflevere lånte bøger rette sted. 

 

Danmarkshistorie på bestilling

Det var også ærkebiskoppen Absalon, der bad Saxo om at nedskrive Danmarks historie – og det er det arbejde, Saxo er så berømt for. Værket fylder hele 16 bind, og uden Saxos fantastiske fortællinger ville vi ikke vide, hvor vi kommer fra eller hvem vi er! 

Saxo kaldte selv sit værk for Gesta Danorum (Danernes Bedrifter), og det kom i høj grad til at præge danskernes historiske selvforståelse – faktisk nok mere i nyere tid end i senmiddelalderen. 

I dag bruges Saxos fortællinger i undervisning på næsten alle niveauer og i vores forståelse af middelalderen. 

 

Gittes Gesta Danorum

At skrive sin slægts historie og finde kilderne hertil kan tage meget lang tid. Selv har jeg slægtsforsket i mere end 24 år, netop i slægten Bergendorff. Det har taget mig næsten lige så lang tid at skrive min slægtshistorie, som Saxo var om at skrive sin danmarkshistorie.

Og man kan godt sige, at min slægtshistorie var Saxos fortællingers samtidshistorie. De to historier er nemlig forbundet.

 

Lidt kongelig har man vel lov at være

Slægten Bergendorffs kongelige historie begynder ved min tipoldemors mormors mor, Anna Maria Dufva (1718-1800). Anna Maria stammer fra næsten heles Sveriges adelslægter samt grene, der strækker sig helt ind i de kongelige rækker. 

Her støder jeg på Valdemar II Sejr, søn af Valdemar den Store, og hans aner, der går helt tilbage til Gorm den Gamle (se Saxos bog nr. 10, der dækker perioden 950-1050). 

Min slægtshistorie går derfor direkte ind i Saxos danmarksfortælling. Og tror du mig ikke, kan du selv se se hele udredningen her: gorm_og_gitte.pdf.

 

Meningen med det hele

Saxos bestilte værk skulle forherlige riget, bevise storhed og gøre landet berømt og beundret i al evighed. 
Saxo blev først kongens og landets ejendom, så folkets store helt, og i dag 800 år senere er Saxos fortællinger på vej mod global berømmelse. Det kan man læse mere om i Lars Boje Mortensens bog ”Saxo”.

Mit værk skal forherlige familiemedlemmer af Bergendorff-slægten, der skal få en forståelse af, hvem de er! Om den globale berømmelse kommer – tja, hvem ved?

Bogen ”Saxo” i serien ”100danmarkshistorier” kan stærkt anbefales, for man drages ind i Lars Boje Mortensens fortælling og fortolkning af Saxos spændende danmarkshistorie. Bogen er virkelig en søndagslæsning værd.