Mandagssalon

Mandagssalonens anbefalinger – september

Litteraturformidler Mads Joakim Skovgaard Holm og bibliotekar Marit Skovbakke Juhl anbefalede bøger til mandagssalonen under bibliotekets efterårstema: LUFT

Af Marit Skovbakke Juhl

LUFT som i frihed

Erica Jong: "Luft under vingerne"

Denne bog har 50 år på bagen og var, da den udkom i 1973 (da. 1975), lidt af øjenåbner. Romanen handler om kvindefrigørelse, om magtforholdet kønnene imellem, om sex, lyst og frihed.  I dag kan bogen betegnes som en feministisk nyklassiker, og heldigvis er den slet ikke så provokerende i dag, som den var for mange i start 70’erne.
 

LUFT som i at flyve 

Maggie Shipstead: "Himmelstormere" 

I 1950 forsvinder den kvindelige pilot Marian i et forsøg på at flyve jorden rundt via polerne. 60 år senere skal hendes sidste flyvetur filmatiseres, og sideløbende med Marians historie fortælles den unge skuespillers fascination af filmens hovedperson, hvis livsforløb til en vis grad ligner hendes eget. En stor, episk, amerikansk fortælling.
 

Birgitte Krogsbøll: ”Dyr med næb ordnet efter antal vinger”

Et sandt kultværk og et prima eksempel på, hvad de danske mikroforlag kan præstere. Fuldstændig unik, fuldstændig skæv, fuldstændig morsom konceptdigtsamling – og konceptet er digte som lister, en form der presses i samtlige retninger, bedst illustreret som citat:
”tre cykelpunkteringspraktiske dyr med dobbelt-p i, ordnet efter antal fødder med svømmehud, faldende orden; sekundært efter mulighed for at få en helt ny slange, stigende orden:
1) lapprador
2) lappedykker
3) klapperslange”

Særdeles tilgængelig i sin særhed og et mirakel for de sproginteresserede!
 

LUFT som tom luft

Viggo Bjerring: ”Verdenshjertet”

Mads Arvesen sidder fast i sit liv, en stilstand, et vakuum af mening med tilværelsen. Han lever af havregryn og singlebananer. Ryger joints og lever af småopgaver på Easyjobs.com. 

Men pludselig tager hans liv en drejning efter at have været ghostwriter på en kioskbasker. Det sender Mads ud på rejse efter svar: Hvem er forfatteren? Hvorfor ligger forlaget i en ramponeret villa i Espergærde? Og hvorfor kan han høre en hul dunken under jorden?  En historie om AI og om simulation. Om at se verden gå i opløsning, på den ene og den anden måde.
 

Viggo Bjerring: ”Hjertets geometri”

I fortsættelsen til ”Verdenshjertet” byttes den figurative stilstand ud med en bogstavelig. Mads driver rundt i tom luft, det vil sige en verden, hvor alt er gået i stå. Men han kan bevæge sig? Nu må Mads finde en vej ud af den postapokalyptiske stilstand. For noget lurer i horisonten, et gådefuldt mørke…
 

LUFT som i varm luft

Leo Lipski: "Piotruś" - (en apokryf)

Latrinær modernisme. I fortælleren Piotruś’ historie er alt lige så sandt, som det er fiktivt og fjernt. Piotruś har solgt sig selv på et marked, købt af en kvinde, der vil bruge ham til at okkupere klosettet i sin bygning og derved drive sine udlejere væk fra ejendommen. Dér ligger Piotruś så og får sit greb om virkeligheden svitset væk af ørkensolen. 

Komplet uforudsigelig og skandaløs. Skal læses, før man kan tro, den findes.
 

Vladimir Nabokov: "Lolita"

Hér får vi den varme luft fra den utroværdige fortæller under påskud af objektiv sandhed. ”Lolita” er et forsvarsskrift af den fængslede Humbert Humbert og hans historie om, hvordan han forelskede sig i den 12-årige pige Lolita. 

Det er en på én og samme tid smuk og gruopvækkende læseoplevelse. Nabokov skriver fantastisk smukt, men visheden om Humberts sløring af sandheden, hans forskruede syn på kærlighed, og hvad han foretager sig med Lolita, gav denne læser gåsehud.
 

LUFT som i luftventil (alkohol)

Kristian Ditlev Jensen: "Bar"  

En rå, kropslig og sanselig skildring af en forfatters massive alkoholmisbrug, et misbrug uden nåde, der river alt med sig og får alt til at styrte sammen. Til læsere af autofiktion.
 

Lone Hørslev: "Svømmende, rygende, grædende"  

En kvindelig forfatter befinder sig i en regulær midtvejskrise, som hun forsøger at drikke sig igennem. Hun gør det ikke nemt for hverken sig selv eller sine omgivelser, for hvor meget papvin er egentlig for meget? Til læsere af humoristiske samtidsromaner.
 

LUFT som i luftkastel

Søren Jensen: "Luftkasteller" 

Romanen er bygget op som hverdagsfortællinger omkring en række mennesker, hvis skæbner på en eller anden måde flettes sammen. Hver især oplever personerne mere eller mindre sære hændelser bygget op og rundet af vilkår som blandt ensomhed men også håb. En bog der fokuserer på virkelighedsopfattelse – og ja, luftkasteller.
 

LUFT som metafor

Steffen Kretz: "Storm på vej"

Nyhedskorrespondenten Steffen Kretz tegner i "Storm på vej" et billede af et USA på randen af opløsning. Han analyserer sig blandt andet frem til, hvorfor amerikanernes tillid til det politiske system er forsvundet. 

Bør læses af alle der interesser sig for, eller prøver at forstå, amerikanske samfundsforhold.
 

LUFT som i at trække vejret

Paul C. Olrik: ”Kunsten at ryge pibe”

Lidt en joker, men i den grad en læsning værdig – piberyger eller ej. Lige så meget en lærebog som det er filosof. 
”Kunsten at ryge pibe” viser os, hvordan vi giver plads til, at de store tanker kan opstå. Tanker, der sikkert er blevet til adskillige bøger gennem tiden. 

Bogen dækker samtlige sider af piberygning med afsnit som ”tobakkens oprindelse”, ”Pibemærkernes »kongerække«” og ”Midtpunktet for mandfolkemøder”, alt sammen ledsaget af charmerende illustrationer og stænk af humor.
 

LUFT som i ånd

Kristian Leth: ”Verdens vigtigste bog”

Begrebet ”ånd” kan rumme mange betydninger alt afhængigt af konteksten. I denne helt nye bog stiller forfatteren Kristian Leth spørgsmål om åndelighed i en bibelsk forståelsesramme. Efter bedste evne, og med stort kendskab til Bibelen, svarer han blandt andet på spørgsmål som:  ”hvad er kristendom?”, ”hvad er Bibelen?”, ”hvad er tro?”. 

En nysgerrig og reflekterende bogudgivelse, som henvender sig til læsere med en moderne interesse for kristendommen.